Søren Kierkegaard var en av 1800-tallets store tenkere. I mye av det han skriver finner du uro og ingen fred. De filosofiske tankene går i ring, eller de ender i et intet. Og hvordan du enn snur på det, må du finne svaret selv. Han skriver om sin egen uro i livet:

”Jeg mangler overhovedet Taalmodighed til at leve. Jeg kan ikke see Græsset groe, men naar jeg ikke kan det, saa gider jeg slet ikke seet derpaa. Mine anskuelser ere flygtige Betragtninger af en ”fahrender Scholastiker”, der i største Hast styrter gjennem Livet. Man siger, vor Herre mætter Maven før Øinene; det kan jeg ikke mærke: mine Øine ere mætte og kjede af Alt, og dog hungrer jeg.”

Det finnes en fred som overgår all forstand. Jeg senser den noen ganger sterkere enn andre. Jeg husker blant annet en gang for mange år siden at jeg satt på en benk i Fjellveien i Bergen. Det var nok en periode hvor jeg hadde mange spørsmål og var usikker på fremtiden, for jeg husker bare den ubeskrivelige freden som kom over meg. Der satt jeg og så utover byen og kjente at jeg ikke hadde lyst å flytte meg en millimeter. Jeg vil beskrive det som en guddommelig opplevelse; Fred i hjertet, fred i tankene, fullstendig fravær av bekymring og uro.

Det finnes en enkel metode for å erfare det oftere. Det kalles bønn eller meditasjon og kan ha ulike uttrykk, men Paulus gir en tydelig forklaring på hva det bør inneholde:

 ”Vær ikke bekymret for noe! Men legg alt dere har på hjertet, fram for Gud. Be og kall på ham med takk! Og Guds fred, som overgår all forstand, skal bevare deres hjerter og tanker i Kristus Jesus.”

Da kan til og med jeg se gresset gro.

Foto: Magnar Børnes, www.magnarbornes.com